Gravid med stort G

30 år og ingen børn

Dengang jeg var yngre var jeg sikker på at jeg skulle have mit første barn inden jeg blev 25. Men jeg fik både kanel og peber uden at være blevet gravid.

Da jeg blev 30 år boede jeg midlertidigt hjemme hos mine forældre, var single og havde ingen børn. Jeg sad i deres sofa og tudede over min egen situation. Min far forsøgte at trøste mig og sagde at han da havde været over 40 da han fik sit sidste barn. Jeg svarede hulkende gennem snot og tårer: “Jamen du har heller ikke en  liiiiivmor…“.Kort tid efter den episode begyndte jeg at lege med tanken om at få et barn selv med hjælp fra en sæddonor.

Det blev ved tanken for 33 år gammel blev jeg kærester med Johannes – manden jeg skulle have børn med. Det tog dog noget tid før vi stod med en positiv graviditetstest. Men endelig i det tidlige efterår 2016 var den der. Vi var lykkelige.

 

Endelig gravid

Vi har hele tiden været rimelig åbne omkring at vi var i fertilitetsbehandling og det betød også at det var svært at skjule graviditeten særlig længe. Allerede samme dag som vi fandt ud af at jeg var gravid, fortalte vi det til vores forældre. Nyheden blev særdeles godt taget imod. Første barnebarn i begge familier. Det er alligevel noget særligt.

I løbet af de næste par uger fik også enkelte tætte veninder og mine nærmeste kollegaer den gode nyhed. Og selvom jeg havde allermest lyst til at dele min lykke med hele verden nåede vi de 12 uger med vores lille hemmelighed nogenlunde velbevaret.

Første gang vi så vores mirakel var jeg syv uger henne. Det lignede en spunk og man kunne se det stærke lille hjerte slå. Det var en fuldstændig fantastisk oplevelse der trak tårer i øjnene på os begge to. Selv nu mens jeg sidder her og skriver om det bliver mine øjne blanke og jeg må blinke et par gange for at kunne se skærmen klart. To uger efter var vi deroppe igen. Den lille spunk havde nu fået fire små gevækster. Det der senere skulle blive til arme og ben. Vi var vildt begejstrede.

I dagene op til nakkefoldsskanningen var vi meget nervøse. Vi var begge to kommet til at holde vældig meget af vores lille spunk og håbede inderligt at alt var som det skulle være. Og det var det heldigvis. Et sundt og rask lille foster der nu bare skulle vokse sig stor og klar til at møde verden.

 

Ikke en hemmelighed mere

Og endelig var det ikke en hemmelighed mere. Endelig kunne jeg stritte lidt med maven og starte redebygningen. Jeg kunne ikke blive stor hurtig nok og der gik da heller ikke længe før jeg fik mine første ventebukser. Om behovet reelt var der kan jeg nu godt være i tvivl om, men med de bukser på kunne ingen da være i tvivl om at jeg var i lykkelige omstændigheder.

 

Maven voksede og den første forsigtige boblende fornemmelse blev til rigtige små spark der hen ad vejen også blev både mærkbare og synlige udenpå. Det var skønt. Min graviditet havde været rimelig problemfri. Et par enkelte morgener med kvalme men ikke noget der fik med til at løbe afsted mod badeværelset. Men kort før jul da jeg var knap halvvejs fik jeg bækkenløsning. Nærmest fra den ene dag til den anden. Jeg havde været forberedt på at det kunne ske men det var godt nok underligt lige pludselig at være begrænset af sin krop på den måde. Og så gjorde det ondt!

Dagene op til misdannelsesskanningen var mindst lige så nervepirrende som tiden op til den sidste skanning havde været. Spunken var nu 20 uger og bagt halvt færdigt og vi elskede den mere end nogensinde. Alt var præcis som det skulle være. Ti fingre og ti tæer. Et lille stærkt hjerte der bankede. Og det var en lille pige. For mig blev det meget virkeligt da vi fik kønnet at vide.  Nu kunne jeg for mit indre blik se mig selv med min lille datter i armene.

 

Den største lykke

På trods af bækkenløsningen var resten af graviditeten en skøn tid. En tid jeg havde set frem til. Min tykke mave var en konstant påmindelse om den største lykke. Lige der under mit hjerte lå min lille pige og voksede sig større og større. Jeg aede mit spændte maveskind og sang godnatsange for hende og når jeg slappede af kunne jeg mærke hende rumstere rundt derinde. Det var fantastisk.

Nu er det måske fordi jeg er kommet ud på den anden side at jeg beskriver graviditeten så rosenrød. Måske har jeg glemt hvor træt jeg var de første tre måneder. Hvor mange gange jeg skulle op og tisse om natten. De små tykke tæer og de sovende pølsefingre. Måske har jeg fortrængt hvor dårligt jeg sov fordi jeg ikke kunne finde een eneste rar måde at ligge på. Ikke engang de seks puder, to dyner og min store ammepude kunne give mig en god nats søvn. Glemt er det hvor svært det var at komme ud af sofaen og at de ting jeg tabte ofte måtte blive liggende på gulvet til Johannes kom hjem.

For når jeg ser på min lille Liv… ja så er hun bare det hele værd.

2 comments / Add your comment below

Skriv et svar