De tre søstre

Hvem er søstrene?

Jeg har en del forskellige afgrøder i min køkkenhave. Blandt andet bønner, græskar og majs. De er alle tre rimelig nemme at gå til for den nye haveejer og jeg har da også haft nogenlunde succes med dem. Græskar kommer i mange afskygninger. Jeg har haft hokaido, butternut squash og grøn & gul zucchini og et par andre sorter.

Tidligere har jeg i det ene bed haft majsene til at stå i firkanter. Bønnerne har stået i kanten af et andet bed og kravlet op ad et trådhegn mens græskarrene har fået et stort bed at brede sig i.

I år har jeg for første gang  forsøgt at dyrke efter den ældgamle sydamerikanske dyrkningsmetode: De tre søstre.

En metode hvor man har har de tre afgrøder sammen i et bed.

De tre søstre

Græskarplanten fungerer som bunddække. Den sørger for at skærme jorden mod den skarpe sol (ikke aktuelt denne sommer) og da den er hurtigtvoksende og meget dækkende kvæler den det meste ukrudt. Man slipper for at luge og ukrudtet “stjæler” ikke næring fra jorden.

Majsene fungerer som klatrestativ for bønnerne der til gengæld sørger for at tilføre en masse kvælstof til jorden. Kvælstof som majs og græskar i høj grad har brug for. Dermed bliver jorden heller ikke udpint, men jeg regner nu med at give bedet en ordentlig gang hønsemøg og kompost her til efteråret når de sidste græskar er høstet.

Vi kom lidt sent i gang med haven i år da Liv ankom midt i maj og jeg i månederne op til ikke sådan lige var til at kravle rundt i bedene. Spiringsprocenten på vores majs var vildt dårlig i år. Både bønner og græskar kom alt for sent i jorden, men jeg tror på metoden og skal helt sikkert prøve igen næste år.

 

Bønner, græskar og majs

Det passer bare rigtig godt ind i hele den bæredygtige tankegang. Idet både bønner og majs er rige på protein kan de erstatte kødet. Vi dyrker det lige her midt i vores have dvs ingen transport. Græskarplanten skygger for solen, så jorden ikke tørrer ud og det minimerer behovet for vanding. Og det eneste vi tilfører er lidt hønsemøg og det har vi masser af!

Vi bruger ingen gifte eller kunstgødning i haven så ikke nok med at vi gør noget godt for miljøet – vi gør også noget godt for os selv. Jeg elsker at jeg bare lige kan gå ud i haven og hente friske grøntsager og jeg glæder mig til at Liv bliver stor nok til at komme med ud i haven og høste til aftensmåltidet.

Så skal jeg bare lige huske at gemme frø og så er vi klar til næste sæson.