Jeg har syet min første stofble

Stofbleer

Herhjemme bruger vi stofbleer og har gjort det fra Liv var omkring en uge gammel. Jeg købte bleerne før hun blev født og dengang vidste jeg intet om stofbleer. Nu er jeg nærmest ekspert. Min viden om stofbleer vil jeg dele med jer en anden gang for lige nu har jeg bare optur over at jeg har syet min første stofble.

Blemønster fra Happy Hippos

Jeg er først for nyligt begyndt at sy mere komplicerede ting. Indtil for halvanden uge siden har jeg syet på en lånt maskine. Men sidste uge købte jeg en symaskine og en overlocker. Så nu skal der virkelig sys!

Jeg er blevet anbefalet et blemønster fra Happy Hippos. Det skulle både være nemt at sy og sidde godt på barnet. Når man har købt og betalt for mønsteret kan man downloade det som en pdf fil. Så printer man det og samler det. Man skal holde tungen lige i munden men det lykkedes da for mig at få tegningen til at passe sammen.

Det mest komplicerede jeg har syet indtil videre har nok været enten den kjole jeg syede til Liv eller de stofbind jeg har syet. Så en stofble var lidt af en udfordring. Når man ikke er helt vant til at sy efter et mønster kan det også være lidt svært lige at tyde det. Heldigvis følger der en meget god vejledning med og der ligger også en video på youtube. Der er også en lukket facebookgruppe hvor man kan få inspiration og hjælp. Der er virkelig mange der har syet flotte stofbleer og viser dem frem derinde!

Min første stofble

Der skal bruges en masser forskellige materialer til en stofble. Jeg køber det på en dansk webshop hvor jeg kan få det hele et sted. Ejeren af shoppen er god til at give råd og vejledning til hvad og hvor meget man skal bruge.

Inden i stofbleen har jeg brugt lilla minky fleece. Det er så blødt og lækkert. Minky fleece har den egenskab at det transporterer fugten væk fra huden.

Dejlig blødt minky fleece inde i bleen

For at gøre bleen vandtæt har jeg brugt hvidt PUL og uden på det har valgt det fineste jersey med cirkusdyr. Man kan også vælge at bruge PUL med mønster. På før omtalte webshop er der en del forskelligt pul at vælge imellem.

Det sugende i bleen udgøres af to indlæg. Et langt indlæg der kan foldes og et kort, lidt tykkere indlæg. Begge indlæg har minky fleece på oversiden, et lag absorberende zorb og henholdsvis et og to lag fleece i hamp/bomuld. Og så fik jeg endelig taget min nye overlocker i brug. Det tog mega lang tid at tråde den og finde den rigtige indstilling. Jeg øvede mig på mine numse-klude.

Zorb suger rigtig godt og er brugt som absorberende lag i begge indlæg.
Indlæg til stofbleen med det blødeste minkyfleece på overfladen.

Hvis jeg skal sige det selv er det endelig resultat blevet ret lækkert og jeg glæder mig til at Liv skal have den på. Men bedøm selv:

Det endelige resultat. En fin stofble med de fineste cirkusdyr.