En person jeg ser op til #1: Beundringsværdige personlighedstræk

En hyldest

Der er mange mennesker i mit liv som jeg ser op til. Dem vil jeg gerne sende en hyldest under overskriften: “En person jeg ser op til”

Den første jeg vil fortælle om er min datter Liv. For selvom hun kun er fem måneder så viser hun allerede nu nogle beundringsværdige karaktertræk. Jeg kan genkende både noget af hendes far og mig selv i hendes måde at agere på. Og så er hun alligevel sin helt egen.

 

En vikingeprinsesse

Johannes og jeg er temmelig skandinaviske at se på. Vi var i Paris for nogle år siden. Dengang havde Johannes langt hår og fuldskæg. Flere gange blev vi spurgt:

Where are you from vikiiiings?

Og ja Liv er selvfølgelig ligesom os blond og blåøjet. En af min gode veninder plejer at kalde hende en lille vikingeprinsesse. Og det passer godt til hende. Både af udseende og personlighed.

 

Beundringsværdige personlighedstræk: Viljestærk og udholdende

Liv er en sej lille pige; viljestærk og udholdende. Hun viste det allerede under den lange fødsel. Da jeg havde haft vandafgang var det muligt at give hende en elektrode på så vi kunne følge med i hendes puls. Derfor kunne jordemødrene også konstatere at hun havde det godt under stort set hele det lange forløb. Og så snart hovedet var ude åbnede hun sin lille mund og skreg. Ikke noget med klask i numsen og nervøs venten. Nej Liv var ikke engang helt ude før hun begyndte at skrige.

Hun bruger også sin viljestyrke i sin jagt på at opnå nye færdigheder. Kun en måned gammel vente hun sig fra mave til ryg. Lige nu arbejder hun ihærdigt på at komme op på alle fire og det lykkedes til tider. Hun er generelt en dygtig lille pige og det tror jeg til dels skyldes hendes viljestyrke og udholdenhed.

Det gør det måske også lidt nemmere at hun er en lille splint og ikke har så meget vægt der skal flyttes rundt. Jeg har været lidt ked af at hun ikke fulgte sig kurve men som min mor sagde til mig da jeg var lille (jeg var nemlig også en lille fis til langt op i folkeskolen) :

Hellere lille og vågen end stor og doven

 

Beundringsværdige personlighedstræk: God til at sige fra

Liv finder sig ikke i noget. På det punkt ligner hun virkelig sin far. Hvis der er noget hun er utilfreds med så skal hun nok fortælle os det. Det kan eksempelvis være hvis jeg er for lang tid om at give hende tøj på og hun ikke gider ligge på puslebordet. Hun lægger ud med lettere utilfredse lyde og hvis det ikke virker så starter skrigeriet. Da det var sommer og vi havde vinduerne åbne frygtede jeg til tider at naboerne skulle tro jeg mishandlede hende. Måske Liv også har opfattet det som lettere mishandling. Hun kunne i hvert fald lyde svært utilfreds men heldigvis stoppede det så snart hun blev taget op.

Og selvom det kan være irriterende at hun er lidt af et brokkehoved så beundrer jeg hendes faktisk for hendes evne til at sige fra. Det skal hun nok få glæde af. Lige nu er hun jo noget begrænset i sine muligheder for at formidle sin utilfredshed så hun bruger egentligt bare de kommunikationsformer hun har til rådighed. Og temmelig kompetent hvis jeg skal sige det. Man er selvfølgelig noget subjektiv som mor men jeg kan da godt lide at tro at min baggrund som pædagog gør mig i stand til at vurdere tingene en lille smule objektivt…

 

Beundringsværdige personlighedstræk: Glad og med humor

Og generelt er hun en glad lille pige der smiler og griner. Lige for tiden er det rigtig sjovt når mor siger som Chewbacca. Ja wookieen fra Star Wars. Det kan virkelig udløse den lille søde latter. Prutten på maven og “Jens Hansen har en bondegård” er også på top ti listen.

Jeg tror også hun er sådan lidt sjov og finurlig. Hun er for et par uger siden begyndt at lave sådan et sjovt lille ansigtsudtryk hvor hun rynker på næsen og smiler. Et lidt påtaget smil. Og hun ser så sjov ud når hun gør det. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at grine. Når jeg så er færdig med at grine så kigger hun mig lige i øjnene og gør det igen. Og igen. Og igen. Og jeg griner lige meget hver gang.

 

Beundringsværdige personlighedstræk: God til at passe på sig selv

Men hun er også lidt privat. De første uger af hendes liv sov hun gennem alle festlige begivenheder. Jeg tror faktisk at der gik noget tid før der var andre end Johannes og jeg der så hende med åbne øjne. Og jeg tror at det til dels skyldtes at hun passede på sig selv.

Da hun blev større og ikke sov hele tiden fandt hun andre metoder til at passe på sig selv. Vi var på Jonstrup Jazzfestival da hun var omkring tre måneder gammel. Jeg er vokset op i Jonstrup og mine forældre har startet festivallen op for over tyve år siden og er stadig med til at arrangere den. Så der er rigtig mange der kender mig. Der er endnu flere der kender min forældre og som vidste at de lige var blevet bedsteforældre. Derfor var der også rigtig mange der gerne ville sige hej til Liv.

Og til sidst blev det lidt for meget for hende. Hvis jeg stod med hende på armen når der kom nogen og hilste på hende så vendte hun hovedet. De fleste tænkte at det da måtte være en fejl og gik rundt om mig for at hilse på hende. Når hun endnu engang vendte hovedet forstod de fleste den pæne hentydning.

Stak folk hovedet for langt ind i barnevognen til hende kvitterede hun med et skrig der hurtigt fik dem til at trække hovedet til sig.

Jeg er glad for at hun er så god til at passe på sig selv og markere sine grænser. Hun er måske endda bedre til det end mig. Det har krævet lidt tilvænning for mig at markere mine egne og Livs grænser.

 

Må jeg holde hende?

Vi var på cafe en dag nogle uger før festivallen og der var en rigtig sød tjener. Hun hilste flere gange på Liv og gav mig rigtig fin service. Da vi skulle til at gå kom hun over og spurgte om hun måtte holde Liv. Jeg blev så paf at jeg nærmest ikke kunne sige noget. Fik fremstammet et: “Hun er lidt morsyg for tiden”  Men tjeneren, som bare var en sød ung pige, havde allerede hænderne på Liv og svarede at det havde hun ikke noget imod.

Da vi gik fra cafeen havde jeg dårlig samvittighed og var vred på mig selv over at jeg ikke havde sagt fra på Livs vegne. Det er ikke i hendes interesse at blive holdt af fremmede mennesker. Denne erfaring tog jeg med mig på festivallen. Jeg havde forberedt mig på at sige fra når nogen spurgte om de måtte holde lille Liv. Ja jeg havde endda forberedt en lille sætning: “Her er så mange mennesker så det er kun hendes far og jeg samt mine forældre der holder hende. Men du må meget gerne sige hej til hende mens hun sidder hos mig” Men selv det var svært. Især fordi folk spørger når de allerede har hænderne på babyen.

Da vi var til sommerfest på mit arbejde havde jeg forberedt en lignende sætning. Og som en ekstra sikring havde jeg sat hende i viklen. Der er nemlig ingen der spørger om de må holde hende når hun sidder bundet på maven af mig. Vældig smart! Jeg havde dog kun lige fået hende ud af viklen før jeg blev spurgte af to forskellige forældre om de måtte holde hende. Jeg var stolt af mig selv da jeg sagde nej. Men jeg kunne godt se hvor skuffede de blev. Det skulle mit behager-gen lige vænne sig til men jeg er faktisk rigtig glad for at jeg vægtede Livs behov over deres.

 

6 comments / Add your comment below

  1. Og jeg vil bare sige – til trods for hvor overraskede og chokkede vi var over tjeneren, synes jeg du klarede det så godt til sommerfesten 😘😘

Skriv et svar