Når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Reddet af plastikhandskerne

Jeg har arbejdet med børn i mange år og anser egentlig ikke mig selv for sart. Men jeg må indrømme at jeg ikke ligefrem klapper i hænderne over det der kommer ud af børnene. De ting der går fra knap så appetitlige til vildt ulækkert. Til de situationer har engangshandsker været fuldstændig uundværlige. Ja jeg har faktisk kigget med væmmelse på de forældre der stod og skiftede ble uden de før nævnte handsker.

Plastik handsker i daginstitutioner er ikke kun rigtig rare. De er også en rigtig god idé. Sammen med håndvask og afspritning af hænder og diverse overflader er det med til at mindske spredningen af smitte. Der bliver dagligt skiftet bleer, tørret næser & numser og det er heller ikke helt sjældent at man står med bræk på gulvet eller uheld i tøjet.

For når det drejer sig om andres børn så er gylp, savl, snot, bussemænd og lort bare vildt klamt!

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Bræk

Noget af det værste jeg ved er når voksne kaster op. Da jeg arbejde på Amager og tog toget var der ofte efterladenskaber fra fulde gymnasieelever der havde fejret lille fredag på Ballerup station i de tidlige morgentimer når jeg var på vej på arbejde. Ad! Børns bræk kan jeg sådan nogenlunde håndtere. Det er ikke en af min favorit arbejdsopgaver at tørre bræk op men jeg kan da gøre det uden at morgenmaden besøger munden for anden gang. Og det er selvom der kan være helt ufattelige mængder i selv meget små børn og brækstrålernes længde kan få en til at tænke på filmklassikeren Excorsisten.

 

Gylp

Gylp og bræk er selvfølgelig ikke heeeelt det samme men næsten. Min erfaring med gylp begrænser sig til besøg hos nybagte forældre. Jeg har ofte tænkt at de overdrev når de konsekvent gik med en gylpeklud over skulderen. Men omvendt kunne jeg sagtens forstå at de helst ville være fri for gylp ned af tøjet.Vi havde også engang en baby der gylpede en del på min stue. Jeg husker bestemt ikke det lugtede særlig godt og den sure odeur var nærmest ikke til at vaske ud af tøjet.

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Som de fleste andre babyer gylper Liv. Ikke vildt meget men mere end jeg havde forestillet mig. Og jeg er bare vildt dårlig til at huske den der obligatoriske gylpeklud over skulderen. Med det resultat at jeg stort set altid har gylp på tøjet. De første par gange skiftede jeg trøje når jeg havde fået en skylle. Det droppede jeg rimelig hurtigt. Der er rigeligt med vasketøj når man har en baby. Især når vi også bruger stofbleer. Der hjalp ikke ligefrem på mængderne at jeg smed 4-5 bluser i vasketøjskurven hver dag.

Jeg er nu nået til et punkt af fuldstændig ligegyldighed når det kommer til gylp på tøjet. I hvert fald når det er på mit tøj. Liv må finde sig i lidt flere tøjskift. Ikke fordi jeg er sart men jeg synes ikke hun skal ligge og være våd. Heldigvis har hun udviklet en særlig evne for at lade de hvide skyller regne ned over mig uden at få så meget som en dråbe på sig selv. Tak Liv. Det er vi glade for!

 

Savl

Når man arbejder med vuggestuebørn er savl ikke et ukendt fænomen. Det er på hager. Ned ad trøjer. På legetøj. Det er klistret og tykt og ikke sjældent er der madrester i. Og det er sgu lidt klamt!

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Liv er ikke begyndt at få tænder endnu. Men alligevel kan det til tider tapløbe ud af munden på hende. Især hvis hun undersøger noget meget spændende. Eller når vi leger flyvemaskine. Og ja jeg har da fået det i hovedet. Og stort set alle andre steder. Men hallo! Det er jo bare lidt vand. Fra munden. Til tider med lidt gylperester i. Jeg har egentlig set det som mere sødt en ulækkert. Lige indtil jeg havde besøg af min lillebror og han kiggede med afsky på os da vi legede flyver og en tynd stråle savl løb fra Livs mund og ned i hovedet på mig.

 

Snot og bussemænd

Fra slut september og godt ind i april er de danske daginstitutioner et inferno af snot og bussemænd. Oven i det kommer der så lige en sjat sommerforkølelser. Jeg pudser næser (til tider også min egen) i et væk og finder bussemænd tørret af de særeste steder. Og når jeg kommer hjem og endelig får tid til at kigge på mig selv har jeg indtørret snot på skulderen og midt på lårene – sådan ca i vuggestuebarns-ansigts-højde. Det er virkelig klamt og sikkert også vildt smitsomt!

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Liv har været sådan lidt små-snottet et par gange. Den ene gang var hun faktisk så hårdt ramt at jeg måtte have snotsugeren frem. “Hvad er lige en snotsuger?” tænker nok. Det her er en snotsuger:

Snotsuger

Man suger i den en ende og den anden stikker man op i barnets næse. De små engangsspidser kan købes i dyre domme og de sørger for at snotten ikke når længere end til det indbyggede filter. Og ja det lyder måske ulækkert men hvis alternativet er at suge snottet ud på en lidt mere… lad os sige manuel måde. Ja så ved jeg godt hvad jeg vælger.

Heldigvis har vi kunnet klare de fleste snotnæser med en klud, et stykke papir eller ærmet på min allerede gylp- og savlindsmurte bluse.

 

Bussemandssangen

Bussemænd klarer vi også i et snuptag. Det er imponerende at den lille næse kan producere bussemænd af en sådan kaliber. Jeg bliver sgu næsten helt misundelig. Klamt? Neeeej… ikke specielt. Liv synes ikke altid at næsepudseri og bussemandspillen er helt fantastisk men de fleste konflikter kan herhjemme klares med en lille sang. Og jeg har da selvfølgelig kreeret en bussemandssang. Melodien må I tænke jer til. Den lyder sådan her:

Liv hun havd’ en bussemand – en lille grønt klat snot

Den sad der i næsen og det var ikke godt

Mor hun ku fange den og hun ku få den ud

Nu sad den ikke længere i Livsens lille tud

Ja, ja. De kreative evner får frit spil når man går herhjemme på barsel.

 

Lort

Jeg har nok skiftet en million lortebleer. Plus minus. Og jeg har se alt fra et lille bremsespor til kaskader af lort. Lort der er løbet helt ned i gummistøvlerne. Lort der har forvildet sig langt op ad ryggen. Til tider helt op i nakkehåret. Lort i alle konsistenser. Hvad der til stadighed kan undre mig er at toiletterne i mange daginstitutioner ligger inde midt i bygningen. Uden et eneste vindue. Hvad tænker arkitekterne på? Har de nogensinde MØDT et barn?

Og det er ikke kun dem med ble der stinker. Dem der sidder på de små miniature toiletter og trykker lugter lige så fælt. Og sjovt nok er deres tarmsystem indrettet således at når der kommer noget ind skal der også noget ud. For nogen går denne process lidt hurtigere end hos andre. Jeg har ikke tal på hvor mange gange jeg har måtte rejse mig midt i frokosten for at tørre røv. Den halve med leverpostej er bare ikke helt lige så lækker bagefter. (En figenmad havde passet så meget bedre i denne sammenhæng men for de af jer der kender mig havde det lydt total utroværdig for figen er en af de få ting jeg ikke kan lide… hvorfor mon?)

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Vi bruger som tidligere nævnt stofbleer. De første mange måneder med ammebæ har vi bare kunne smide bleer med indhold i vaskemaskinen på 60 grader. Men en forvask og et ekstra afsluttende skyl. Og var der efterfølgende misfarvninger på bleerne blev det bleget væk af solen når de hang ude på tørresnoren.

Nu er Liv begyndt at få mos og konsistensen af det der kommer ud er ikke længere som sennep. Det kræver lidt mere arbejde. Det er også begyndt at lugte.

Og ja jeg har da både før og efter opstarten på mos fået lort på hænderne. Og på tøjet. Er det lækkert? Nej. Er det ulækkert? Hmmm… det er jo lige til at vaske af igen.

 

Lorteskemaet

Til fødselsforberedelse fik vi et fantastisk skema der skulle hjælpe os til at se om barnet trives:

Lorteskema

Som I nok kan fornemme handler en stor del af en nyfødts trivsel om “input og output”. Og skemaet er en god hjælp. Da Liv var 5 dage gammel skulle hendes afføring ifølge skemaet være skiftet til gul/grøn. Johannes havde hende på puslebordet da en eksplosion af babylort stod ud over ham. Ulækkert? Tjaaa… det eneste vi havde fokus på var at det var den rigtige farve.

 

Tilbage til plastikhandskerne

Og mens jeg står der og fægter rundt med fulde stofbleer og små sparkende ben, med gylp på skulderen, snot på ærmerne og lort på hænderne tænker jeg tilbage på dengang jeg rynkede på næsen af forældrene når de ikke brugte handsker. På hvordan jeg på mit arbejde ifører mig plastikhandsker og/eller spritter hænder til den store guldmedalje hver gang jeg har tørret en næse eller en røv.

Meeeen… når det er ens eget barn er det slet ikke lige så ulækkert.

Lige indtil Liv stikker hånden i den ble jeg lige har åbnet og får lort på sine små fingre. Så er det lige pludselig vildt ulækkert igen…

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar