Nisserne og Julemanden

Tror du på julemanden?

Tror dine børn på julemanden? Og hvad med nisserne? Tror de på dem?

Julemanden og nisserne
Nisserne

Herhjemme er vi ikke helt enige om hvorvidt Liv skal skal leve under den illusion at julemanden, nisser og andet godtfolk findes.

Jeg er all-in! Hun skal tro på det hele og der skal ikke mangle nissedøre, små fodspor i sneen og forsvunden risengrød. Faktisk kan jeg næsten slet ikke vente til hun bliver gammel nok til glæde sig over en lille gave i sokken fra nissen eller undre sig over de løjer den har fundet på i nattens løb.

Johannes synes til gengæld ikke at man skal lyve for sine børn. Heller ikke når der gælder julemanden og nisserne. Han kan selv huske da han som barn måtte fortælle sin lidt ældre bedste ven at der altså ikke fandtes nisser.

 

Og når vi ikke er enige hvad gør vi så?

Ja indtil videre er beslutningen udskudt. Jeg håber lidt på et kompromis. Vi giver den max gas med julemanden og nisser indtil hun når skolealderen og så kan vi langsomt begynde at bryde illusionen. Men hvad har I andre gjort? Har I været enige? Har I fundet et godt kompromis?

 

Er det bare mit eget behov?

Jeg elsker jul. Med alle dens traditioner. Og for mig er nisser og julemand altså en del af børnenes jul. Magien. Spændingen. Jeg glæder mig til at finde små gaver til Liv og lægge dem i julesokken og se hendes frydefulde ansigt når hun forventningsfuld stikker hånden i sokken for at finde sin gave fra nissen. Jeg glæder mig til at grine af og undre mig over nissens løjer sammen med hende. Men er det bare mit eget behov? Bliver hun ikke lige så glad for en pakkekalender fra sine forældre? Og vi kan jo grine ad og undre os over så mange andre ting?

Julemanden og nisserne
Liv på jagt efter nissen

 

Og hvad så med den der julemand?

Ja dem af jer der kender mig godt ved at min far er julemanden. Nej sgu da. Ikke den rigtige julemand! (er du for øvrigt ikke for gammel til at tro på julemanden?) Men så længe jeg kan huske har han klædt sig ud som julemand og optrådt i børnehaver og til firma-familie-julefester. I en årrække var min mor, lillebror og jeg endda med og agerede julemandens kone og børn.

Han har trolig stillet op og ageret julemand på mit arbejde gang på gang. Både på det gamle og det nuværende. (Jeg er pædagog og arbejder i daginstitution) Da jeg spurgte ham om han ville være julemand for to år siden sagde han “Er du ikke blevet gammel til at din far kommer og er julemand på dit arbejde?” Og det var jeg tydeligvis ikke for gammel til. Da jeg spurgte ham året efter svarede han “Altså jeg skal ikke noget den dag…” Så i år har jeg ikke spurgt ham. Julemanden er gået på pension.

Eller er han? Jeg håber da at han har lyst til at trække i julemandskostumet igen og tryllebinde sit barnebarn.

 

 

 

1 comment / Add your comment below

Skriv et svar