Momsterjul låge 19: Min jul

Jeg elsker jul!

Jul er indbegrebet af hygge. Stearinlys, julepynt, god mad, julegodter, julepynt og vigtigst af alt: samvær med familien. Sådan er det i hvert fald for mig.

 

Vinter

Vinter er ikke min favoritårstid. Jo jo det er da pænt når sneen lægger sig som et blødt hvidt tæppe og snefnuggene daler. En frostklar dag med en høj blå himmel er heller ikke at kimse af. Og der er ikke meget der slår en tur på langrendsskiene i en snedækket skov hvor alle lydene er dæmpet og hjortene står mellem træerne og holder øje med de løjerlige skabninger der suser gennem deres skov.

Jul er bedst med sne på
Smuk vinterskov

 

Men lad os være ærlige. Det meste af vinteren er grå sjapsne i gaderne og regnvejr. Og når sneen endelig bliver liggende i mere end et par dage er det fordi hård frost har afløst tøvejr og gjort den halvsmeltede sne til hård og uvenlig is. Det er mørkt når vi går på arbejde og mørkt når vi kommer hjem igen. Bilen skal have skrabet ruder og den offentlige transport er et stort kaos. Det tager en krig hver gang man skal ud: Varme frakker, lange underbukser, huer, vanter osv. Ja i vintermånederne ønsker jeg mig oftere end ellers til the land down under.

 

Reddet af julen

Men heldigvis kommer julen og redder os. Man kunne godt argumentere for at julemåneden burde ligge i slutningen af vinteren. Når det sidste julepynt er pakket ned og røgen fra nytårskrudtet har lagt sig er der bare stadig udsigt til to lange vintermåneder. Men det går den rigtige vej. Dagene bliver stille og roligt længere og før vi ved af det er det igen lyst når vi står op. Og det er værd at fejre.

Fejringen af vintersolhverv er en gammel nordisk tradition. Ja ja der er også det der eventyr om en jomfrufødsel og tre vise mænd, men bortset fra at jeg godt kan lide at synge de smukke julesalmer så fylder kristendommen meget lidt i min jul. Min favorit julesang er da også “Juletræet med sin pynt” og især det sidste vers giver mig gåsehud:

Juletræet på besøg

hilser os fra eg og bøg

med besked derudefra

at det lysner dag for dag

og at solen fra sit skjul

ønsker os en glædelig jul

 

Jul med familien

En af mine ynglingstraditioner er når vi laver julekonfekt. Familien samles om spisebordet og der rulles marcipankugler, skæres nougat og dyppes i smeltet chokolade til den store guldmedalje. De små kunstværker pyntes med forskellige nødder og krymmel alt efter hvad der gemmer sig under den blanke chokolade. Vi laver ofte alt for meget men konfekt smager heldigvis også godt i januar.

De fleste juleaftener har jeg fejret med min nærmeste familie i mit barndomshjem og de sidste mange år har det været efter den samme opskrift: Julemiddag, sang om juletræet, gaver, ris a la mande og afslutningsvis julebingo. Jeg kan godt lide traditioner så for mig er det fint at programmet er nogenlunde uændret. Men nu er Liv jo kommet til så hvordan mon vores juleaftener kommer til at se ud i fremtiden?

Ingen jul uden et juletræ
Liv følger med i juletræspyntningen

 

Julegaver

En ting er helt sikkert. Der kommer i hvert fald til at ligge flere gaver under juletræet med et barn i huset. For i min familie valgte vi for mange år siden at stå af forbrugerræset. Slut med stressende julegaveindkøb og lange ønskelister [læs: indkøbslister]. I en del år kørte vi efter konceptet lav-selv-julegaver / eget genbrug fra gemmerne. Og det var faktisk kanon fedt. Der var lagt så mange tanker og ofte også timer i hver enkelt gave. Jeg glædede mig mindst lige så meget til at se gaverne fra mig blive åbnet som til at åbne mine egne gaver. De sidste to år har vi dog ændret gavereglerne. Lav-selv konceptet kunne faktisk også blive lidt stressende og det var jo blandt andet jule-stres vi ville undgå. Så nu trækker vi et navn og så skal man kun give gave til den ene person. Ja altså den regel gælder selvfølgelig kun for de voksne. Liv falder uden for den kategori. Jeg tror at alle i familien glæder sig til at give hende julegaver. Og mon ikke også den Lille Liv har lidt gaver til sin familie? (julegave-stress – welcome back)

 

Den anderledes jul

Nu skrev jeg jo tidligere at jeg har fejret de fleste juleaftener i mit barndomshjem men fra jeg var omkring syv til fjorten fejrede vi jul på en meget anderledes måde. Nemlig med 110 pensionister og 15-20 aktivister på den højskole hvor min far arbejdede. Det var hektisk, fantastisk og anderledes.

Jeg elskede det. Der var stor julebuffet til frokost hver dag. 110 bedsteforældre. Og altid gang i den. Et af højdepunkterne var juleaften når mine forældre, lillebror og jeg klædte os ud som nissefamilie og sang julesange med de gamle. Altså det var de gamles højdepunkt. Ikke mit. Og da slet ikke da jeg nærmede mig teenageårene…  Men hvad gør man ikke for at glæde de gamle 🙂

 

Jul med svigerfamilien

Og i år skal jeg så holde jul på en måde jeg ikke har prøvet før. Nemlig med min svigerfamilie. Vi bliver mange. 11 personer. 4 generationer. Det bliver selvfølgelig lidt underligt ikke at skulle være sammen med mine forældre juleaften men jeg glæder mig også til at se hvilke traditioner de har i Johannes familie. Og jeg har heldigvis en sød svigerfamilie så det skal nok blive rigtig hyggeligt.

Vi har faktisk allerede taget hul på fornøjelserne da vi i fredags var ude og hente juletræ med farmor. Liv så undrende til da vi satte træet op inde i stuen og begyndte at pynte det. Hun rørte forsigtigt ved de stikkende grene og hjalp interesseret sin far med at ordne julelysene.

Jul kom bare an for nu har vi et juletræ
Vi henter juletræ

Mine juletraditioner

Nu hvor Liv er kommet skal vi jo til at have vores egne juletraditioner. Selvfølgelig vældig inspireret af dem vi har med fra vores familier. En af vores juletraditioner skal være store bagedag. Vi skal have masser af forskellige småkager til jul. I år er Liv stadig for lille. Både til at bage og til at spise julesmåkager men næste år kan hun måske være med til at stikke et par kager ud og pynte dem. Jeg har fundet en opskrift jeg glæder mig til at prøve. Dejen er lavet og ligger i køleskabet og venter. Find opskriften hos Myminmy her på Momster.

Vi skal selvfølgelig også lave juledekorationer og konfekt. Pynte juletræ og vores lille hjem. Der er så mange ting jeg glæder mig til at introducere Liv for. Jeg håber hun kommer til at elske julen lige så meget som jeg gør.

Om nisserne og julemanden skal være en del af vores traditioner? Ja det er en helt anden historie og den kan du læse her!