Godt nytår

Rigtig godt nytår til jer alle!

For et år siden fejrede Johannes og jeg nytår herhjemme for 2½ med nyheden om at vi ventede os en sund og rask lille pige.

Den stille og rolige nytårsaften var lige hvad vi havde brug for så vi gentog succesen og fejrede igen nytår i vores lille hjem. Bare os tre. Vores lille familie. Og vi så tilbage på et fantastisk år:

 

Ventetiden

Vinteren og foråret var præget af spænding, forberedelser og en masse utålmodig venten. Vi samlede seng, købte barnevogn, vaskede tøj og satte legetøj og bøger på plads. Jeg har haft en forholdsvis nem og ukompliceret graviditet men omkring juletid fik jeg bækkenløsning. Det hjalp lidt at gå på et vandgymnastikhold for gravide men jeg måtte alligevel få en deltidssygmelding. Og da min barsel startede var jeg mere end klar til at gå fra.

Nytår og tilbageblik
Temmelig gravid

 

Liv

Lørdag d. 13. maj – 6 dage før termin – gik vandet og efter en lang og hård fødsel kom Liv til verden d. 15. maj kl. 12.50. Aldrig har jeg været så træt og  så lykkelig.

Nytår
Små fødder

Liv er en fantastisk sej lille pige. Hun er altid i godt humør og bringer så meget glæde ind i vores liv. Og bortset fra at hun på et tidspunkt ikke tog helt nok på så har det været rimelig problemfrit at have en baby i huset. Jo, jo. Jeg kunne da godt bruge lidt mere søvn. Jeg ved faktisk ikke hvornår jeg sidst har fået tre sammenhængende timers søvn. Heldigvis sover hun nogle gode lure om dagen og så kan jeg også lige snuppe en time på langs.

 

Sommerferie med en baby

Sommeren 2016 kørte Johannes og jeg rundt i Sverige i en uges tid. Vi sov i bilen og lavede mad på trangia. I 2017 så vores sommerferie lidt anderledes ud. Det meste af tiden tilbragte vi herhjemme men vi var også i sommerhus med Johannes forældre. Det regnede meget men mellem bygerne gik vi ture langs stranden.

Nytår og tilbageblik
Bleer der hænger til tørre i den svenske skov

Vi tog også den lange tur til mine forældres sommerhus i Sverige. Her regnede det såmænd også men der var dog mulighed for nogle gåture i den smukke svenske natur. Den største udfordring ved regnen var imidlertid at få tørret de stofbleer vi havde vasket på gammeldags manér. I en balje med kogt søvand. Heldigvis havde vi rigeligt med.

 

Nytår. Nye hobbyer

I 2017 begyndte jeg at sy. Først på en lånt symaskine og sidenhen købte jeg selv både en symaskine og en overlocker. Jeg har syet en del tøj til Liv men lavede i december måned også de fineste små prematursæt til neonatalafdelingen på Hillerød Hospital. Jeg læser med hos en af mine medbloggere her på momster og hendes beretninger om lille Kalle inspirerede mig til at sy til de små seje for tidligt fødte børn. På min instagram er der lidt billeder af noget af det jeg har syet.

Nytår og tilbageblik
Nogle af mine syprojekter til Liv

Jeg har længe læst med på en venindes blog og inspireret af hende startede jeg med at blogge i sommers. Jeg er stadig ved at spore mig ind på den profil jeg gerne vil have for bloggen men et af nøgleordene er i hvert fald bæredygtighed: stofbleer, vegetariske retter og bæredygtige tiltag mm. Og så skal der selvfølgelig være fokus på det at være (blevet) mor og alt hvad det indebærer. Jeg vil også dele nogle af de kreative projekter jeg sysler med, mine favoritopskrifter og de emner der ellers fylder noget i mit liv.

 

Familie kendetegner året der gik

Året der gik har været fuldstændig fantastisk. Jeg befinder mig godt i rollen som mor og Liv er alt hvad jeg havde drømt om og mere til. Min kærlighed til Liv har styrket min kærlighed til Johannes. Det betyder virkelig noget for forholdet at være gået fra at være et par til at være en familie. Johannes er den mest kærlige og omsorgsfulde far et barn kunne ønske sig og Liv bliver så glad for at se ham når han kommer hjem fra arbejde.

Familien har fyldt meget i året der gik. På den gode måde. Liv har mange familiemedlemmer der elsker hende og vi er så heldige at både hendes mormor & morfar og farmor & farfar bor lige i nærheden. Og på trods af at både Johannes og jeg er nærmere de 40 end 30 så har Liv rent faktisk også tre oldeforældre. For Johannes bedsteforældre er hun det første oldebarn. Min mormor har otte. De sidste fire fik hun indenfor 10 måneder. Men hun havde også brokket sig lidt over at hun ikke syntes at hun havde nok oldebørn.

Ja Liv er heldig. Og hun er også lidt forkælet. Især af de to bedstemødre der ofte kommer med lidt tøj de har købt eller strikket. I det hele taget har gaverne regnet ned over det lille barn fra både familie og venner. De første mange måneder havde vi mange besøg og alle havde en lille ting med til Liv. Så endnu en gang mange mange tak til jer alle for de fine gaver!

 

Julen 2017

Julen 2017 var ikke kun Livs første jul. Det var også den første juleaften Johannes og jeg holdt sammen. Og denne gang var det med hans familie. Vi var 11 til bords og vi havde en skøn aften med god mad, gode gaver og skønne mennesker.

Nytår og tilbageblik
Julekager med navn som bordkort

Det var da lidt underligt ikke at fejre juleaften med mine forældre. Jeg har kun en gang før været væk fra mine forældre juleaften og det var fordi jeg var i Australien. Men heldigvis har jeg en sød og omgængelig svigerfamilie.

Lille Juleaften fejrede vi julen med min familie med en lækker julefrokost og mellem jul og nytår var Liv og jeg også på juleferie med overnatning hos dem. Johannes arbejder jo med fyrværkerisalg mellem jul og nytår og var væk fra tidlig morgen til sen aften. Og selvom jeg holder meget af at bruge min tid sammen med min datter så er det altså også meget rart at se og tale med andre voksne mennesker.

 

Nytår

Som sagt var vi bare os tre til vores egen lille private fest og vi havde en dejlig aften. Vi spiste god mad, hyggede os og skød lidt nytårskrudt af. Kl. 12 drak vi et glas champagne. Eller altså Liv sov og Johannes og jeg drak champagne. Vi var meget enige om at 2017 havde været det bedste år nogensinde og vi ser begge meget frem til hvad 2018 har at byde på.

Godt nytår!

Skriv et svar