Min mor har kræft

Som jeg kort nævnte i mit sidste indlæg er min mor syg. Hun har kræft. Leukæmi. En forbandet lorte sygdom som jeg indtil nu har været forskånet for at have tæt ind på livet. Hun har været syg i noget tid men jeg har ikke været klar til at fortælle om det her på bloggen. Og så er der som tidligere nævnt også det der med hvis historie det er at fortælle. Jeg er nået frem til at det her også er min historie men jeg har nu alligevel fået min mor til at læse og godkende dette indlæg før jeg udgav det.

Hvorfor er det vigtigt for mig at skrive om min mors kræft?

Det er der faktisk mange gode grunde til:

  • At skrive om hendes sygdom er en rigtig god måde for mig at bearbejde mine egne følelser omkring det.
  • Fordi sygdom aldrig må blive et tabu. Hvad end det er kræft, et brækket ben eller psykisk sygdom så skal vi tale om det.
  • Fordi jeg gerne vil fortælle om hvor mega sej min mor er.
  • Fordi det er en god anledning til at fortælle jer lidt om min mor og vores helt fantastiske forhold.

Da min mor fik konstateret kræft

Min mor fik sin diagnose d. 1. juni i år. Jeg vidste godt at hun skulle på hospitalet den dag og have svar på nogle prøver men jeg havde ærlig talt lidt svedt det ud, da vi dagen efter skulle holde stor navngivningsfest og 1 års fødselsdag for Liv. Og selvom jeg godt vidste at hun blandt andet havde fået lavet en knoglemarvsbiopsi så havde jeg ikke i min vildeste fantasi forestillet mig at min mor kunne have kræft. Hun var jo ikke syg.

Så d. 2. juni gennemførte vi Livs store dag i lykkelig uvidenhed. Kun mine forældre vidste at min mor havde kræft og de skjulte deres viden godt. Samme aften fortalte de det til min bror og næste dag kom de herud og fortalte os det.

Min verden ramlede sammen. Jeg græd og græd. Set i bakspejlet ville jeg ønske at jeg kunne have været stærkere for min mor. Men selvom jeg havde prøvet, havde jeg nok alligevel ikke været i stand til det.

Det værste chok lagde sig og blev erstattet af noget der enten kan beskrives som fortrængning eller optimisme. Hvilken en af delene er jeg stadig ikke klar over. Måske det var begge dele?

Om det er den ene strategi eller den anden min hjerne har gjort brug af så virker det. Jeg har faktisk ikke grædt særlig meget siden. Ihvertfald ikke foran min mor. Og det er sgu alligevel stort for da jeg først fik den skrækkelige nyhed troede jeg aldrig nogensinde at jeg kunne stoppe med at hyle.

Min mor

Det er meget moderne at proklamere at ens mor er ens bedste ven. Min mor er ikke min bedste ven. Hun er min mor! En helt helt særlig og unik relation. Ihvertfald for mig.
Kræft
Frokost i det grønne

Den sejeste jeg kender

Vi er på mange måder meget forskellige af sind men vi deler mange holdninger og interesser. Det er måske ikke så mærkeligt. Det er jo nu engang hende der har stået for omtrent halvtreds procent af min opdragelse.

Vi griner af det samme og gør det gerne. Højt og længe. Vi har samme syn på politik, børneopdragelse og pædagogik og taler gerne længe og intenst om disse emner. Ofte til stor irritation for min far.

Vi nyder vores vandreture i det svenske natur- og kulturlandskab. (Så længe vi ikke skal over Kullaberg igen) Åh jeg kunne fortælle mange historier om vores vandreture! Om dengang jeg blev stukket i ansigtet af en gal hveps. Eller da vi lå i vores soveposer og tilberedte svensk pølseret. Om den tidlige forårsmorgen hvor vi vandrede mellem marker og gårde mens solen stod op, disen lettede og rimfrosten knasede under vores fødder.

Kræft
På dagstur med hund og rygsæk. 18 km blev det til
Kræft
På med rygsækken
Kræft
Skal vi virkelig over den trappe?

Og så er hun pisse sej! Hun VIL være rask! Hun har taget alt hvad der er kommet hendes vej med oprejst pande. For er par uger siden sad vi til møde på hospitalet. Lægen gennemgik blandt andet en lang liste med alle de undersøgelser hun skulle igennem inden den sidste kemo kur. Jeg blev næsten helt dårlig ved tanken om alt det hun skulle igennem. Hun tog det helt roligt. Stille opklarende spørgsmål og selv da tårene pressede sig på hos både min bror og jeg bevarede hun fatningen. Hold da kæft hvor er jeg bare stolt af hende!!Hun har intet andet end ros til overs overfor det danske sygehusvæsen; hendes dygtige og optimistiske læge, de søde og hårdtarbejdende sygeplejerske. Hun beskriver en utrolig taknemmelighed overfor de mennesker der har donorer det blod hun gang på gang modtager. (Hvis du ikke allerede er det så bliv bloddonor. Jeg skal helt sikkert være det når jeg er færdig med at amme. Læs mere lige her.) Hun bekymrer sig om og interesserer sig for de andre patienter. Altid taknemlig. Aldrig nogensinde bitter! Og ja nu gentager jeg mig selv; jeg er stolt af hende! Stolt af at kunne kalde hende min mor!

Æblet falder ikke langt fra stammen

Selvom jeg i et lille halvt år gik på lærerseminariet så endte jeg i sidste ende alligevel med at blive pædagog. Ligesom min mor. Og min far for den sags skyld. Et eller andet sted har jeg nok aldrig rigtig forestillet mig at blive andet end pædagog. Min mormor har dog altid troet (og håbet) at jeg ville blive journalist.

I min mor har jeg et forbillede for hun er Danmarks dygtigeste pædagog. Hun er skide god til sit arbejde. Holder sig opdateret i forhold til ny viden inden for vores felt. Hun er vellidt af børn, kolleger og forældre. Så ja – jeg har noget at leve og til. Og jeg gør mit allerbedste for at gøre hende stolt!Og så håber jeg da at den der sejhed jeg ser hos min mor også er arvelig. Min mormor er ihvertfald også mega sej! Måske er jeg det også. Liv er stensikkert!

Kræft
På langrendsski i skoven da der var sne til det

Hvor slemt er det så det der kræft?

Jo altså som udgangspunkt er kræft jo pisse alvorligt. Men det er bare rigtig svært at forstå når man har en mor der på ingen måde ser syg ud. Og det gjorde hun vitterligt ikke. Hun sagde da også selv:

Jeg ved godt at jeg er syg men jeg føler mig ikke syg.
Heldigvis er hendes sygdom blevet opdaget tidligt. Lægerne er rigtig gode til at behandle leukæmi og min mor er simpelthen så super sej. Alt sammen faktorer der giver hende rigtig gode odds. Så måske er det også derfor jeg (for det meste) tager det så roligt. Fordi jeg VED at hun bliver rask.

Hun har klaret behandlingen så godt indtil videre og fået meget ros af sin læge. Og selv efter seks måneder med kemokure og utallige indlæggelser er hun stadigvæk sej og ser sund og rask ud. Hun er selvfølgelig noget mere korthåret end hun plejer at være. Men det klær hende faktisk!!

Nu skal hun lige igennem det sidste seje stykke. Men det er jeg sikker på at hun også klarer med bravour. Nu skal hun bare blive helt rask så hun kan være præcis den mormor hun har drømt om at være. Så vi kan komme ud og vandre igen og sidde under stjernerne og drikke varm kakao og sludre.

Mor jeg elsker dig. Du er så pisse sej og jeg er så utrolig stolt af dig!

6 comments / Add your comment below

  1. Det er mandag den 17. dec. tidlig morgen. Jeg læser din fantastiske historie,- jeg er fuldstændig lammet. Pia,- min ven gennem mange år,- er blevet ramt af en alvorlig sygdom,- og de to ting passer overhovedet ikke sammen. Jeg må genlæse dine ord. Jamen – sødeste det gør mig så ondt for dig og din familie,- det gør mig så ondt at jeg intet vidste,- og det er frygteligt at læse om de behandlinger hun har været igennem. Din mor er det dejligste menneske. Jeg husker da hun som ganske ung kvinde,- kom ind i vores skare af spillemænd og koner,- en glad ung kvinde som på alle måder passede til Ole og hans spillemandsslæng. Gennem årene fulgtes vi ad som venner,- mødtes til talrige dejlige fester i jeres hjem,- rejste på ferier sammen,- deltog med iver i jeres ankomst,- glædede os så meget over det dejlige hjem dine forældre skabte. Senere hen,- mange år efter – gjorde finurlige omstændigheder, at vores tætte forhold tyndede ud,- desværre. Men jeg har altid fulgt din mor,- din far,- Jeppe og din storesøster,- og dig her på din blog. Jeg har savnet Pia,- jeg savner det liv vi havde sammen og jeg tænker på hvor hårdt det må være for jer børn,- at se hende plaget af behandlinger som hun skal igennem.
    Men hun skal nok klare sig,- hun er sej og stærk bl. a. fordi hun har levet et sundt liv i naturen,- og fordi hun har jer. Alle mine bedste ønsker og tanker om bedring for hende,- og til dig vil jeg sige,- bare giv Pia tid,- hun er tålmodig og vil kæmpe sig igennem på allerbedste måde. En allerkærligst hilsen til din far Ole,- til jer tre og lille Liv og mest går mine tanker og ønsker til Pia,- bliv fit og glad igen søde Pia,- gør os alle den tjeneste..
    De allerkærligste tanker sender jeg jer allesammen og ønsker om en rigtig god juletid og et helsebringende og lykkeligt nytår. Jeres gamle venner i Dragør – LIL.

    1. Kæreste Lil. Tusind tusind tak for de fine ord. Jeg husker også dig fra min opvækst. Vores ferie i Sverige sammen. Jeg nyder at følge med i dine opslag på facebook om din fine have og din familie. God jul til dig og dine kære! De kærligeste hilsner Thea

Skriv et svar