Farvel til 2018 og velkommen 2019

2018 er slut og det er tid til at gøre status over året. Og hold da op for et år! Med opture og nedture er det suset forbi i en fart jeg ikke troede mulig.

Et sundere 2018

Da året startede var jeg sådan omtrent halvvejs gennem min barsel. Året startede med en mandag. Nyt år, ny uge, ny dag var en perfekt anledning for mig at til at starte på en ny sundere livsstil.

Sense er et fantastisk redskab til at spise sundere og jeg har fået masser af lækker og sund mad mens jeg har tabt mig. Desværre er jeg faldet i mange gange men her i 2019 vil jeg endnu en gang forsøge mig med den sunde mad og knap så meget slik og søde sager.

Jeg har ikke smidt alle de kg jeg havde drømt om men jeg er nede på den vægt jeg havde før jeg blev gravid. 13 kg røg der i 2018 men jeg mangler stadig omkring 10 kg for at være nede på min ønskevægt.

En ny sund livsstil handler ikke kun om kost men også om at bevæge mig mere. 2018 bød også på mange km i benene med Liv i barnevognen. Blandt andet ture til Hersted høje ikke så langt herfra.

Dette nye år byder forhåbentlig også på både gang og løb for jeg kan mærke at jeg får det bedre i min krop når jeg er fysisk aktiv.

Mit bæredygtige 2018

I 2018 satte jeg fokus på en mere bæredygtig tilværelse med en række blogindlæg under titlen “Mit bæredygtige liv

Selvom jeg ikke gennemførte alle de udfordringer jeg satte for mig selv så satte det alligevel gang i nogle ting i mit hoved og det har så afgjort ikke været forgæves.

Jeg satte de bæredygtige udfordringer lidt på pause fra sommeren af da vores lille familie blev ramt af en krise.

En lang pause på bloggen i 2018

Det blev faktisk ikke kun en pause fra mit bæredygtige liv men i det hele taget fra at blogge. Jeg forsøgte at kickstarte skriveriet med en dagbog i en uge. Det virkede ikke helt efter hensigten men der kom da lidt indlæg på bloggen.

Der gik lang tid før jeg kunne skrive om årsagen til den lange pause. Først i årets sidste måned fandt jeg overskuddet til at komme med en forklaring på hvorfor jeg ikke havde skrevet meget gennem det sidste halve år af 2018.

Årsagen var at min mor er syg. Det føltes banalt og uærligt at skrive om mit liv uden at nævne min mors sygdom og jeg var ikke klar til at fortælle om det før for ganske nylig.

2018 med Liv

Omdrejningspunktet i vores iv er vores lille Liv. Og hold da op hvor er der sket meget i år!

Hun har lært at gå, løbe, hoppe, gå på trapper, køre på sin firhjulede løbecykel og meget meget mere.

Hendes sprog udvikler sig i en rivende fart. Der kommer nye ord til hver dag og hun er så småt begyndt at konstruere sætninger. Det er vildt sjovt at følge med i.

Hun er en bestemt lille dame der har en mening om og en holdning til det meste. Hun er glad og sjov og sej og helt fantastisk er være sammen med. Dog kunne vi godt snart ønske os at hun sov lidt bedre.

I september 2018 sluttede min barsel og nu går Johannes hjemme med Liv. Det har været så godt for vores lille familie. De to har fået et meget stærkere bånd selvom Liv stadig godt kan være lidt morsyg.

Den sidste uge af 2018

Efter jeg fik nyt arbejde 1. december fandt jeg også lidt mere overskud til at skrive på bloggen.

Eftersom vi ikke skulle holde juleaften med min mor forsøgte vi at se mine forældre så meget som vi kunne i løbet af december. Det var rigtig dejligt at dele nogle af de juletraditioner jeg er vokset op med Liv.

Juleaften blev holdt herhjemme for første gang og vi havde sådan en dejlig dag selvom vi manglede både min mor som var indlagt og Johannes far som vi desværre mistede i efteråret 2018.

Jeg nød at holde ferie med min lille familie. Det er hårdt at være væk fra dem i hverdagen men jeg er virkelig glad for mit nye arbejde og det hjælper lidt på afsavnet. Vi har brugt ferien på masser af samvær. Hygge i legegruppe, tur til IKEA og en tur på eventyrfabrikken.

Nytårsaften 2018

Vi sluttede året af med dejlige mennesker.

Først et besøg hos nogle nye venner fra legegruppen. Børnene legede og vi voksne sludrede.

Aftenen tilbragte vi i selskab med en af mine veninder fra min vilde ungdom om hendes dejlige familie. Det var sådan en hyggelig aften og den gik simpelthen så stærkt. Johannes kom rigtig godt ud af det med min venindes kæreste og han blev vist temmelig skruk af at sidde med deres lille pige.

Liv syntes at deres store dreng på tre var helt fantastisk og han var så god til at inddrage hende, lege med hende og passe på hende.

2019 hvad mon du har at byde på?

Og idag er så første dag af det nye år. Hvad året byder på kan vi kun gætte på og have ønsker til.

Året bliver forhåbentlig det hvor min mor bliver helt rask og vi kan bruge lidt mere tid med hende.

Jeg har stadig meget at lære på mit nye arbejde og fra slutningen af denne måned skal jeg starte på et modul af en diplomuddannelse i ledelse. Det glæder jeg mig til!

Forhåbentlig bliver 2019 også året hvor Liv begynder at sove igennem. Året hvor vores tilbygning bliver færdig og jeg får en permanent plads til mine symaskiner. Året hvor der bliver lidt mere tid til kærlighed og parforhold. Året hvor vi får set vores skønne familie og dejlige venner en masse.

Rigtig godt nytår til jer der læser med. Håber at 2019 bliver et helt fantastisk år for jer!

Skriv et svar