Vi skal jo nok nå det hele

I jagten på at give Liv de bedste oplevelser skal jeg til tider lige bremse mig selv og huske på sætningen; Vi skal jo nok nå det hele. Igår var endnu en af de gange…

Fastelavn hos mormor og morfar

I går var vi ude hos mine forældre til et fastelavnsarrangement. Liv skulle for første gang slå katten af tønden. Hun var klædt ud som det sødeste lille æble. Et kostume hun havde fået af sin mormor.

Vi har haft lidt udfordringer med at få hende til at prøve æblekostumet. Hver gang jeg har forsøgt har hun skreget hysterisk og jeg havde næsten opgivet håbet. Men så i går da jeg skulle til at pakke det ned så vi kunne tage det med hjem til mormor og morfar ville hun pludselig gerne have det på. Ingen skrig og skrål. Og det blev stolt vist frem til Johannes.

Det sødeste lille (sure) æble

Vi kørte hjem til mine forældre og efter morgenmaden (anden morgenmad for Liv for hun havde som sædvanlig være tidligt oppe) var det tid til at gøre klar til fastelavn. Desværre var vi tilbage til udgangspunktet: total modstand mod at få kostumet på! Hverken bestikkelse, afledning eller tryglen hjalp og til sidst blev det med tvang. Jaja. Total skodmor! Men altså det gik hurtigt over igen. Altså skrigeriet.

Giver sure æbler virkelig mavekneb?

Vi tog det sure æble med os og mødtes med nogle af naboerne der også skulle have deres barnebarn med til fastelavnsarrangementet. Dét hjalp på humøret. Liv kender også den lille humlebi vi fulgtes med. De har leget sammen nogle gange da vi af og til (desværre alt for sjældent) har besøgt hende og hendes forældre.

Jeg havde ikke de store forventninger om at mit temmelig aktive barn kunne stå i kø og vente på sin tur. Men det kunne hun sgu! Hun stod så pænt og holdt mig i hånden mens hun kiggede på de andre børn. Når det blev hendes tur tog hun imod køllen og strejfede forsigtigt tønden med den. Okay et eller anden sted skal man starte. Men jeg havde forventet mig lidt mere af hende. Der var ihvertfald betydelig mere kraft bag da hun vækkede sin far med et slag i hovedet med bunden af hendes stableklovn.

Hun tog omkring fem ture og så rakte tålmodigheden ikke til mere. Men det var stadig meget mere end jeg havde forventet så jeg var en stolt mor. Tønden var dog langt fra slået ned. Hverken tålmodig eller armkræfter bragte Liv bare tilnærmelsesvis i nærheden af titlen som kattekongen eller kattekonge. Men altså vi skal jo nok nå det hele.

Årets bedste udklædning

Som afslutning på arrangementet skulle den bedste udklædning kåres og som alle andre forældre syntes jeg bestemt at Liv skulle have præmien. Den gik til en sød lille Marshall fra Paw patrol. Jeg var nok mere skuffet end Liv var… Og min hjerne løb afsted med mig. Hvad nu hvis hun havde haft grønt tøj på under æbledragten? Eller hvis hun havde været malet grøn i ansigtet?

Og så var det at jeg skulle stoppe op og huske på at vi skal jo nok nå det hele. Også at blive malet i ansigtet og have det der total gennemførte fastelavnskostume. Hun er for fanden kun knap to år. Og hun var så dygtig. Hun fandt sig i at have kostumet på. Hun stod så fint i kø og slog på tønden. Hun blev ikke bange for de udklædte børn eller når der blev slået højlydt på tønden. Hun er så sej og modig og glad og det er en fornøjelse at have hende med. Kattekonge eller ej. Bedste udklædning eller ej.

Husk det nu: Vi skal jo nok nå det hele

Det er generelt noget jeg skal øve mig på. Jeg havde også nogle ideer om at Liv skulle have et fastelavnsris. Et flot hjemmelavet fastelavnsris med grene fra haven og fine klippede og dekorerede katte. Malede tønder. Pompommer og andet godt. Måske endda lidt lækker!

Men helt ærligt. Er det Livs behov? Hun ved slet ikke hvad det er. Hun har ingen som helst interesse i et fastelavnsris eller i at lave et. Hun er lige så glad for at tegne tegninger af Gurli Gris med sine fedtefarver og hun vil hellere bruge en pind til at fiske med sin morfar end lave fastelavnsris.

Liv fisker med sin morfar

Altså det er ihvertfald min konklusion! Så selvom jeg glæder mig til at lave fastelavnsris med hende ja så må jeg sige til mig selv: vi skal jo nok nå det hele!

Øver I jer på at sige: Vi skal jo nok nå det hele?

Kender I det ikke? Alt det man så gerne vil og vil nå. På sine børns vegne. Når det de bare har allermest lyst til og brug for er at lege med modellervoks med sine forældre, gå aftentur med farmor eller synge med mormor og morfar?! Øver I jer også på at pakke jeres ambitioner til side og være til stede i nuet? Og nyde det! Gøre det jeres barn har lyst til og brug for istedet for det I har lyst til (og som ser pænt ud på Instagram!) For altså: vi skal jo nok nå det hele ik?!

Aftentur med farmor, hunden Tjavs. Mor og far var også med!

Skriv et svar