Påskeferie i hytterne i de svenske skove

Fra tirsdag til igår fredag var Liv og jeg på påskeferie med mormor, morfar og verdens bedste onkel Jeppe i mine forældres hytter i de svenske skove.

Påskeferie med traditioner

De sidste mange år har vi været på påskeferie i Sverige hvor mine forældre har to små hytter. Det er en dejlig tradition som vi alle nyder. Hytterne ligger ret afsides. For enden af en lang grusvej. Midt i skoven. De eneste der kommer forbi er et par ryttere i ny og næ og naboerne når de er ude at gå tur.

Hytterne er rimelig primitive. Der kom strøm deroppe for et par år siden men der er ikke rindende vand. Vi klarer os med vand vi har med hjemmefra, opsamlet regnvand og vand fra bækken. Og et muldtoilet ej at forglemme.

Vi har ikke været deroppe siden sommeren 2017 da Liv var helt lille. Af en eller anden grund var vi ikke deroppe på påskeferie sidste år. Og da min mor blev syg i starten af sommeren sidste år har hverken vi eller mine forældre været der. Før nu. På den skønneste påskeferie.

Påskeferie med en fjer på

Faktisk med mange fjer. Nej vi var ikke fulde. Men en af vores favorit svenske påsketraditioner er fjer i træerne. Det ser så hyggeligt og fint ud så vi adopterede hurtigt denne tradition. Hver påskeferie sætter vi fine fjer i træerne ved hytterne.

Onsdag formiddag kørte vi en lille tur til den nærmeste større by Laholm. Det er en fin gammel by. Med mange små fine spisesteder og finurlige butikker.

Formålet med dagens besøg var at vise Liv de fine fjer i træerne i byen. På den måde havde vi en forhåbning om at det ville give lidt mere mening for hende når vi selv skulle sætte fjer i træerne.

Liv sad i viklen på ryggen af min mens vi gik rundt og nød det gode vejr, de fine påsketræer og byen der tydeligt bar præg af påskeferie.

På vej hjem til hytterne kørte vi forbi røgeriet og købte lækker nyrøget fisk til vores frokost. Røgeriet ligger så smukt ved bredden af floden Lagan. Om sommeren kan man også spise på den tilhørende restaurant. De har udeservering så man kan nyde den smukke udsigt mens man spiser lækker fisk.

Eftermiddagsaktiviteter

Efter en dejlig frokost og en lur til de fleste satte vi fjer i træerne. Liv var meget optaget af at hjælpe sin morfar. Men så snart de alle var sat op var hun klar til nye eventyr.

Liv hjælper morfar med at sætte fjer op
Påskefjer og en lille fugl

Vi andre nød dog synet af det smukt pyntede træ. Nu var det endelig blevet rigtig påskeferie i hytterne

Eftermiddag blev brugt på at tænde bål til at grille pølser på og udforske nabogrunden der indtil for nylig var en tæt skov.

På jagt efter onkel Jeppe der finder grene

Vi spiste aftensmad ved bålet. Tænk at man kan sidde ude og spise aftensmad i April måned. Og rent faktisk nyde det. Det er skønt men også lidt skræmmende.


Formiddagstur på Krokåslingan

Torsdag tog vi til Knäred som en en mindre by ti km fra hytterne. Det er nærmeste indkøbsmulighed og byen byder også på en del små vandreruter.

Kvarnen ved Krokåen i Knäred

Vi havde madpakker med og gik en smuk tur på Krokåslingan ved kvarnan. Om sommeren kan man bade i Krokåen og selvom Liv var meget fristet (og vi andre temmelig nervøse) var ingen i vandet. Vi kastede dog sten i vandet og fiskede med pinde.

Liv kaster sten i vandet

Vi spiste frokost ved Kvarnen i skyggen under nogle træer med udsigt over åen. Ren idyl.

Æggejagt

Vel hjemme igen tog Liv en velfortjent lur. Jeg løb en tur imens og bagefter hjalp vi påskeharen med at gemme æg i haven.

Det stakkels barn var nærmeste kun lige vågnet før end den meget spændte mor introducerede højdepunktet på vores påskeferie: æggejagt!

Og Liv var helt med på den. Hun gik rundt med sin fine lille kurv og fandt med begejstring de små chokolade der lå gemt i græsset. Det sidste og største æg fik hun med let besvær bakset i kurven og så var æggejagten slut.

Der lægges små chokolade æg i kurven
Det store æg bød på en lille overraskelse
Det gjorde de små også

Liv blev rigtig glad for den lille dukke der var gemt i det store æg. Den fik mange kram. Og kys. Med chokolademund.

Chokoladeæggene var også et hit. Hun fortrød muligvis sin gavmildhed da kurven var tom men vi andre var glade for at hun havde delt sine æg med os.

Afslutningen på en dejlig dag

Efter aftensmaden gik vi en aftentur. Jeg havde Liv på ryggen i viklen og vi gik på eventyr med min lillebror og hunden. Det er ikke meget vi vikler mere men når man skal rundt i skoven udenfor stierne er det perfekt at have hende med i viklen. Hun stillede sig også ivrigt parat da hun så viklen så det er ikke kun mig der stadig nyder at vikle.

Hun var tæt på at falde i søvn under vores aftentur. Og det kunne bestemt mærkes på længden af putningen at hun var kommet helt ned i tempo.

Da hun sov spillede vi andre et brætspil og spiste blåbærsuppe med mini makroner. I den klokken var ti kapitulerede vi og krøb til køjs.

Enden på en dejlig påskeferie

Efter morgenmaden fredag gik vi en tur til det forladte hus. Som slet ikke er så forladt mere. Det ligger lige på kanten af et naturreservat og har været ved at falde helt sammen. Men nu er der altså nogen som er gået i gang med at renovere det. Det har ellers været et af vores yndede udflugtsmål. At snige os ind på grunden og kigge ind gennem vinduerne. Nu må vi så finde et andet sted at gå hen.

Liv faldt i søvn på vej tilbage og da hun vågnede spiste vi frokost inden turen atter gik hjemover.

Gensynsglæden var stor da far og datter genså hinanden. Liv krammede og krammede på sin far og den første halve time efter hjemkomsten slap Johannes hende ikke.

Skriv et svar