VuggestueLIV

For lidt over to måneder siden startede Liv i vuggestue. Efter to år og knap fire måneder med først mig og sidenhen Johannes var det trygge hjemmeliv slut for vores lille pige.

Vuggestuestart

Eftersom jeg allerede var tilbage på arbejde var det Johannes der skulle køre hende ind i vuggestuen. Allerede inden hun startede var vi på besøg der nogle gange. Første gang alle tre og efterfølgende var Johannes og Liv der et par gange inden det for alvor gik løs.

Og mandag d. 2. September tog de så afsted med en taske spækket med skiftetøj og nyindkøbt brugt termotøj og regntøj. Selvfølgelig med navn i det hele. Pædagogbarnet skulle ikke mangle noget på sin plads.

Vi var godt klar over at det ikke ville blive en helt problemfri start på vuggestuelivet. Omvæltningen fra en hverdag med far ved sin side til en hektisk hverdag i vuggestuen ville med stor sandsynlighed blive svær så Johannes havde sat god tid af til en lang og blid indkøring.

Indkøring

Ganske som forudset blev det svært. Den første uge var de der et par timer. Sammen. Liv var bestemt ikke klar til at give slip på sin far. Og de voksne på stuen var vist heller ikke klar til at sige farvel til Johannes og tage det fulde ansvar for Kaptajn Liver (ja altså det kalder hun sig selv).

Da vi gik på weekend og Johannes fortalte at planen var at de næste uge kunne spise med blev jeg lidt bekymret. De!? Havde de nogensinde tænkt sig at lade Johannes forlade stedet uden sin Mini-me ved sin side? Skulle jeg blande mig?

En del af inventaret

Men Johannes klarede den selv og fik talt med dem om at Liv hellere måtte prøve at være der alene inden hun blev alt for vant til at have sin far med i vuggestue. Eller som han udtrykte det: inden han blev en del af inventaret.

De første par gange var hun der i ganske kort tid alene. Med sut i munden og sin dukke i armene. På skødet af sin voksen.

Hver morgen sagde hun farvel til sin far med skrig og gråd. Johannes var klar til at tage hende ud af vuggestuen og fortsætte det trygge hjemmeliv med hende. Jeg forsøgte at forklare ham at det ikke var unormalt at børn var kede af det når de startede i vuggestue. Den del ville han gerne have vidst da han sagde ja til at køre hende ind. Pædagogen i mig gentog at det var helt normalt mens mit morhjerte græd.

Langsomt kom der mere tid på. Og efter et par uger i vuggestue blev hun også klar til at sove der. Med dukken under armen og indkøringspædagogen i hånden faldt hun i søvn.

Med tiden blev hun endda også glad for at være der. Hun sagde farvel uden at græde. Ja løb nærmest ind på stuen for at lege. Hun var glad og det var hendes forældre bestemt også.

Ferie og sygdom

Vi tænkte at det gik så godt med at gå i vuggestue at hun godt kunne holde fri et par dage i efterårsferien. Tre dage blev til en hel uge og afleveringen efter ferien var ikke helt fantastisk.

Da Johannes hentede første dag efter ferien mente de voksne at hun måske havde blærebetændelse. Great! Hvordan fanden får man lige scoret en urinprøve fra en to-årig. Og så tilmed den der famøse midtstråle?

Johannes tog en fridag tirsdag med det ene formål at få samlet et par ml urin i et skoldet syltetøjsglas.

Det viste sig at være så godt som umuligt. Ikke kun fordi det i sig selv er en svær opgave men fordi ungen også fik dårlig mave. Tegn på blærebetændelse så vi intet til men den dårlige mave fortsatte resten af ugen.

Vuggestuestart forfra

Den dårlige mave forsvandt i løbet af weekenden og mandag var det igen tid til vuggestue efter en pause på to uger (bortset fra den ene dag midt i forløbet). Afleveringen var endnu sværere end ugen før og efter besked om at hun havde haft en svær dag blev Johannes og jeg enige om at hun skulle have korte dage indtil hun igen var tryg.

Så med hjælp fra bedsteforældre og med et par korte arbejdsdage til Johannes blev hun hentet efter sin lur hele ugen. Og igen ugen efter. Nu er vi på tredje uge efter ferie og sygdom. Hun er stadig ikke begejstret for at blive afleveret og hun har stadig korte dage.

Fantastisk fødselsdag

Hun har stadig både gode og dårlige dage. Mine forældre hentede sidste mandag. De sad klar da hun vågnede fra sin to timer lange middagslur. Hun var forgrædt og rødøjet at se på. Jeg tør slet ikke tænke på hvordan hun må have set ud inden hun faldt i søvn og hun havde haft en rigtig dårlig dag.

Da jeg kom hjem til mine forældre efter arbejde var de igang med fødselsdagsmiddag i anledning af min fødselsdag. De kunne berette at humøret havde været nogenlunde efter hjemkomst fra vuggestue men det sluttede da hendes forældre dukkede op.

Hun kastede sig på gulvet og hylende og skreg fordi hun ikke måtte putte mad i munden på mig eller have en hånd på mit bryst. Dramaet ville ingen ende tage.

Med gloser som “Så går jeg min vej” eller “Så er jeg ikke Liv mere” brød hun sammen gang på gang.

Hverken morfar, Smilla hund eller elskede onkel Jeppe kunne få hende i godt humør i mere end et par minutter ad gangen og vi kørte hjem uden dessert. Turen hjem var et kønt mix af barnegråd og desperate forældres skingre versioner af “Den lille frække Frederik” og “Giraffen Gumle”.

Under højlydte protester gik vi i seng så snart vi var hjemme. Uden at skifte til nattøj. Uden at børste tænder. Vi lå længe i sengen tæt sammen og læste den ene bog efter den anden indtil hun faldt i søvn med hovedet på mit bryst og sin lille varme hånd i min.

Tirsdag var det heldigvis et anderledes glad barn mine forældre hentede og torsdag ville hun ikke med sin far hjem. Så det går fremad. Så småt ihvertfald…

Svigt?

Liv er en robust og social lille pige. Hun er interesseret i andre børn og opsøger gerne fremmede børn på legepladser og i køen i netto. Hun elsker at lege med sine venner i vores gamle legegruppe og hun er så glad når vi skal se vores venner med børn.

Hun er god til at lege. Hun er renlig og har et godt sprog. Hun er generelt glad, smilede og fuld af humor. Hun har mange interesser såsom tegne, male, udeliv, sang & musik, fysisk aktivitet mm. Alt i alt har hun rigtig mange forudsætninger for at få et godt vuggestueliv.

Men hvorfor føler jeg så at vi svigter hende hver gang vi efterlader hende i vuggestuen? Selv på de dage hvor hun siger farvel uden gråd har jeg dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over at vi overlader hende til professionelle der ikke elsker hende. Det gør det ikke bedre at hun kan sætte ord på sine følelser og næsten hver morgen siger at hun ikke vil i vuggestue. Prikken over i’et var da hun sagde til mig: “Jeg græd i vuggestuen og du kom ikke”

Der var jeg næsten klar til at sige mit job op, tage hende ud af vuggestuen og starte et liv op som hjemmegående husmor.

Hvis behov er vuggestuer?

Jeg har været pædagog i mange år. Jeg har kørt mange børn ind og egentlig aldrig sat spørgsmålstegn ved om vuggestuer er det rigtige valg for små børn. Jeg har med opmuntrende stemme beroliget bekymrede forældre der hver dag afleverede et grædende barn.

Beslutningen om at hjemmepasse Liv længere end bare den almindelige længde af en barsel blev egentlig truffet udfra devisen: Jeg vil ikke skynde mig ned og aflevere mit eget lille barn for at passe andres børn. Det kunne Johannes heldigvis godt se logikken i og han ville sådan set også rigtig gerne prøve at have en hverdag hjemme med Liv. Jeg fik min lange barsel og Johannes fik derefter et år hjemme.

Først da min barsel sluttede og jeg startede op på arbejde igen begyndte jeg at tvivle på om vuggestuer virkelig er et behov for små børn.

Nu er jeg ikke i tvivl længere. Vuggestuer er et samfundsbehov. Ikke små børns behov. Da danske kvinder kom på arbejdsmarkedet blev en hverdag i daginstitution virkelighed for de fleste småbørn. Hjulene skal holdes igang. Vi skal være effektive. Og 12 vuggestuenbørn til tre voksne må bestemt siges at være mere effektivt end 12 småbørn der hver især passes hjemme af deres mødre. Effektivt? Ja. Samfundsøkonomisk rentabelt? Bestemt. Børnenes behov? Nej

Men har små børn da ikke behov for at være sammen med andre?

Jo! Det har de da bestemt. Men har en halvanden årig tumling brug for at være sammen med 11 jævnaldrende otte timer hver dag? Næppe.

Små børn har brug for at være sammen med deres primære omsorgspersoner. Det er ikke det samme som at de skal sidde bag husets fire vægge dag ud dag ind og kun stirre deres mor eller far i øjnene. Liv gik i legegruppe med andre hjemmepassede børn en dag om ugen. Hun gik til svømning. De tog til legestue og på biblioteket. De tog på ture med legegruppen. Liv havde et socialt liv med jævnaldrende. Hun skabte venskaber som hun stadig værdsætter idag. Hun legede og udviklede sig. Hun indtog verden i et tempo der passede hende velvidende at hendes far aldrig var særlig langt væk.

I min optik kan professionelle aldrig overtage den rolle. De dygtige voksne i daginstitutionerne kan give tryghed, nærvær og omsorg. De kan lave nogle gode og udviklende aktiviteter. De kan give masser af sjove oplevelser og gode minder. Men de kan ikke erstatte en mor eller en far.

Med de normeringer der er i nutidens daginstitutioner kan jeg faktisk have svært ved at se hvordan det pædagogiske personale har mulighed for at opfylde de mindste børns basale behov.

Og den bevidsthed giver mig endnu mere dårlig samvittighed. Dårlig samvittighed over for Liv. Dårlig samvittighed over at forlade hende. Dårlig samvittighed over at aflevere hende i en overfyldt og underbemandet vuggestue. (Nej hendes vuggestue er hverken mere overfyldt eller dårligere bemandet end de fleste andre daginstitutioner.) Dårlig samvittighed over at jeg er en del af et system som jeg i en vis grad har mistet tilliden til.

Giv forældre mulighed for at smide den dårlige damvittighed

Misforstå mig ikke. Jeg er glad for mit arbejde. Jeg synes jeg har nogle dygtige kolleger der hver dag yder alt hvad de kan for at give tryghed, omsorg og de allerbedste forudsætninger for læring. Men vi har travlt. Nogle dage for travlt.

Vi er også glade for Livs vuggestue. De voksne er søde og gør alt hvad de kan for at gøre hende tryg og glad. Der forgår masse af gode aktiviteter og de er fantastiske til at få det dokumenteret. Men de har også travlt. Nogle dage også for travlt.

Vi havde et valg. Vi valgte at holde Liv hjemme udover den almindelige barsel. Det valg har de fleste forældre ikke. Boliglån, ejendomsskat og karrieredrømme. Billån, pensionsopsparing og sygeforsikring. Et sådan gør man bare mindset og tillid til at systemet aka daginstitutionerne tager vare på Danmarks eneste råstof (børnene).

Indtil for små tre år siden satte jeg i lighed med de fleste andre danskere ikke spørgsmålstegn ved at børn kommer i vuggestue når barslen slutter for sådan gør man.

Jeg skriver ikke dette for at pege fingre. For os var det det rigtige at holde Liv hjemme. Det tror jeg bestemt ikke at det er for alle. Vi skal respektere hinandens valg. Men jeg synes – både som mor og pædagog – at vi skal kæmpe for nogle bedre forhold i de danske daginstitutioner så forældre som mig selv kan aflevere deres aller dyrbareste uden dårlig samvittighed.

Skriv et svar